I Flowcenter Danmark regi er der gennemført en ringkalibrering med masseflowmålere i området 1000 kg/h til 50000 kg/h, der var deltagelse af 4 danske laboratorier.

Sammenligningen blev gennemført som ét loop, hvor FORCE Technology startede og lukkede loopet.

Alle målinger, der rapporteres i Flowcenter Danmarkss rapport, er gennemført i 2010 og 2011.

Resultatet af ringkalibreringen viser god overensstemmelse mellem Flowcenter Danmarks parter, som er Teknologisk Institut og FORCE Technology, både med hensyn til målinger og opgivne usikkerheder. Dette er forventeligt, da de anvendte set-ups er meget sammenlignelige, og sporbarheds-kæden på den væsentligste parameter ”masse” ender ved samme primærlaboratorium.

Som Nationalt Metrologi Institut på vandflow har Teknologisk Institut deltaget i en EURAMET sammenligning. En fuldstændig rapport fra denne sammenligning kan hentes på EURAMET’s hjemmeside www.euramet.org. Sammenligningen havde deltagelse af de fleste europæiske flowlaboratorier og viste, at de danske målinger er fuldt på højde med og sammenlignelige med de bedste institutter i Europa.

EURAMET-rapporten bench-marker ligeledes de Europæiske Nationale Metrologiinstitutters usikkerheder. Den typiske usikkerhed for et europæisk metrologilaboratorium i det anførte måleområde er ca. 0,1 % (k = 2), hvilket ligeledes er sammenligneligt med, hvad der opnås af FORCE Technology og Teknologisk Institut i denne sammenligning. Flowcenter Danmarks sammenligning kan på denne vis ses som dokumenterende sammenlignelighed i international sammenhæng.

I den danske ERFAgruppe for laboratorier har der ligeledes været en sammenligningskalbrering. Begge Flowcenterets parter var medvirkende laboratorier. I forbindelse med, at laboratoriegruppen i perioden august til december 2010 har gennemført en ringkalibrering, bad de efterfølgende Flowcenter Danmark om at analysere data. Flowcenteret har således ikke haft kontrol over planlægningen og udførelsen af ringkalibreringen, men har udelukkende bidraget til analysen i den færdige rapport. Flowcenteret har ikke kvalitetssikret de rapporterede data, men til analysen anvendt data, fremsendt fra Laboratoriegruppen i et regneark. Flowcenter Danmark lavede den endelige rapport i efteråret 2011 og den blev efterfølgende efter aftale med DANAK præsenteret og gennemgået af Flowcenter Danmark på et senere ERFA gruppe i laboratoriegruppen.